Forside Nyheder Hannover: Leon Andreasen-skade trækker ud

Hannover: Leon Andreasen-skade trækker ud

Hannover: Leon Andreasen-skade trækker ud

Lige nu læser andre

Landsholdsspilleren Leon Andreasen må vente på ubestemt tid med at få comeback for Hannover 96.

Den 31-årige dansker er fortsat plaget af en lårskade, som han har døjet med siden slutningen af september.

– Leon har det bedre, men han er endnu ikke helt fri for smerter, siger Hannover-træner Tayfun Korkut ifølge Kickers hjemmeside.

– Det trækker lidt ud. Det passer os naturligt ikke så godt, men vi kan ikke ændre på det.

Læs også

Hannover genoptager i weekenden Bundesligaen med en udekamp mod Schalke 04.

Det er på nuværende tidspunkt ikke til at sige, hvornår den uheldige dansker vender tilbage.

– Vi må fortsat forsøge at behandle ham. Jeg har ikke fået en prognose af lægen på nuværende tidspunkt, siger Korkut.

Andreasen har været ramt af flere alvorlige skader i sin tid i Hannover. Midtbanespilleren blev i 2012 ramt af en korsbåndsskade kort efter, at han var returneret fra en periode på to år med skader.

Danskerens kontrakt i Hannover udløber til sommer. Den bliver dog automatisk forlænget, hvis han når op på 20 kampe i den igangværende sæson.

I øjeblikket står midtbanespilleren noteret for seks kampe i Bundesligaen og en enkelt i pokalturneringen.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK