Har du set denne mand? Flugtfange fortsat på fri fod

Skrevet af Michael Lauritsen

31/03/2014

Dagens topnyheder

For den ene af to flugtfanger, der tidligere på måneden stak af fra Arresthuset i Tønder, sluttede livet som fri mand brat, da han blev anholdt søndag i Sønderborg. Men politiet efterlyser fortsat den 26-årige Hameed Qatra.

Den 26-årige mand kommer fra Vejle-området, men der er umiddelbart ikke noget spor af hans færden siden flugten.

Hameed Qatra beskrives som 176 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har kort, sort hår.

Den flygtede fange optrådte i forbindelse med flugten aggressivt. Hvis man ser ham, skal man ikke selv forsøge at tilbageholde ham, oplyser Syd - og Sønderjyllands Politi.

I midten af marts forsøgte i alt tre fanger at flygte gennem et hul i arresthusets væg. Det lykkedes for en fængselsbetjent at forhindre den ene af fangerne i at flygte.

Fangerne havde efter alt at dømme planlagt flugten nøje. Hullet havde de lavet bag en seng i en celle, og uden for arresthuset holdt en flugtbil klar.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) har efter fangeflugten erkendt, at der er problemer med landets arresthuse.

I et svar til Folketinget i sidste uge understregede ministeren, at flugten fra Tønder Arrest 'selvfølgelig ikke er acceptabel'.

SE BILLDET I FULD STØRRELSE HERUNDER: