Harboes Bryggeri tjener mere trods lavere salg

admin

9 år siden

|

02/07/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På trods af en lavere omsætning er det lykkedes vestsjællandske Harboes Bryggeri at komme ud af regnskabsåret 2014/15 med en øget indtjening og et styrket overskud.

Det fremgår af Skælskør-virksomhedens årsregnskab, der er præsenteret torsdag eftermiddag.

I perioden er nettoomsætningen gået tilbage med 3,4 procent til 1,37 milliarder kroner.

Bag den let faldende omsætning ligger udfordrende markedsforhold på en række af koncernens markeder, skriver bryggeriet i regnskabet.

- Men også en række strategiske tilpasninger i produktmikset, hvor større volumener er erstattet af mindre med bedre indtjeningsbidrag, uddyber Harboes Bryggeri.

Det større indtjeningsbidrag kan også læses i resultaterne, da bryggeriet er kommet ud af regnskabsåret med et primært driftsoverskud på 129,4 millioner kroner - svarende til en stigning på 20,5 procent i forhold til året inden.

Den større indtjening har været med til at løfte resultatet før skat, der er endt på 33,4 millioner kroner. Året inden stod der 10,4 millioner kroner ud for samme post.

Ifølge administrerende direktør Bernhard Griese er årets positive resultatudvikling drevet af ændringer i bryggeriets produktmiks og en fortsat international ekspansion.

- Og så mærker vi nu for alvor effekten af de seneste års investeringer i effektiviseringer, siger Bernhard Griese i en kommentar til regnskabet.

Ifølge bryggerichefen bekræfter udviklingen også det internationale potentiale for selskabets egne varemærker, som Harboes Bryggeri målrettet søger at opbygge på de internationale markeder.

- Det bringer os vigtige skridt videre mod realiseringen af en øget og varigt mere robust værdiskabelse, og vi forventer en fortsat positiv udvikling i det kommende år, siger Bernhard Griese.

Harboes Bryggeri har produktionsfaciliteter i tre lande og forretningsaktiviteter på mere end 90 markeder verden over.

/ritzau/