Hareide: Spillerne skal have det sjovt på landsholdet

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Danmarks kommende landstræner, Åge Hareide, lægger op til en ny stil på det danske landshold.

Under forgængeren Morten Olsen var stilen ofte hård og kontant, men den 62-årige nordmand lægger vægt på hygge og glæde.

Han tror, at det kan være vejen til bedre resultater.

- Når man bliver udtaget til landsholdet, så skal man tænke, at det bliver sjovt. Det bliver godt at komme hjem til frikadeller og det hele, siger Hareide.

- Det er jeg meget optaget af, fordi vi er samlet i så korte perioder med landsholdet.

- Spillerne skal tænke, at de skal hjem og hygge med venner, de måske har spillet sammen med på ungdomslandsholdene eller i klubber.

- Den positive energi skal vi tage med ud til kampene. Det er meget vigtigt, fastslår nordmanden og tilføjer:

- Vi skal smile på alle billeder, der bliver taget af os. Vi skal være glade for at spille for Danmark.

Åge Hareide oplevede i sin aktive karriere landsholdet som et pusterum fra den hårde hverdag hos engelske Manchester City og Norwich.

- Det er vigtigt at have det hyggeligt, så får man de bedste præstationer.

- Mit koncept går på frihed under ansvar, for vi skal have det godt.

- De danske dynamitdrenge havde det også hyggeligt i 1980'erne, og jeg tror, at der er en stor sammenhæng, siger han.

Selv om en lang række etablerede landsholdsspillere har været glade for at spille under Morten Olsen og lovprist ham som den bedste træner, de har haft, så har Åge Hareide det fint med at efterfølge Olsen.

- Det er jeg ikke så ræd for. Jeg håber, at de kan blive glade for mig.

- Jeg kender lidt til den danske mentalitet, og jeg tror, at jeg kommer overens med mange.

- Jeg vil ikke lave så mange ændringer i konceptet. Folk bliver utrygge, hvis jeg kaster alt ud til siden, siger Hareide.

Nordmanden vil ikke udtale sig om, hvilke spillere han vil satse på fremadrettet. Det eneste, han har noteret sig er, at højrebacken Lars Jacobsen har indstillet landsholdskarrieren.

/ritzau/