Hattrick-Kane og Eriksen spolerer Schmeichels comeback

Skrevet af admin

21/03/2015

Dagens topnyheder

Kasper Schmeichel blev passeret hele fire gange, da den danske landsholdskeeper lørdag gjorde comeback i Premier League for Leicester i et 3-4-nederlag på udebane til Christian Eriksens Tottenham.

Harry Kane scorede tre gange for hjemmeholdet i en afvekslende forestilling på White Hart Lane. Tottenham-angriberen kan nu kalde sig ligatopscorer.

Kasper Schmeichel fik noget af en velkomst efter tre og en halv måneds skadespause på grund af et brud på mellemfodsknoglen.

Allerede efter godt fem minutter måtte den danske keeper hente bolden ud af nettet, da Harry Kane scorede sit første mål.

Et hjørnespark blev sendt videre ind i målfeltet, hvor Kasper Schmeichel ikke fik bokset bolden ordentlig væk, og så kunne Kane nemt gøre det til 1-0. En klar fejl af den danske målmand.

Kort efter sendte Tottenham-kometen Harry Kane hjemmeholdet på 2-0 med et skud, der blev rettet af, hvilke betød, at Schmeichel var chanceløs i Leicester-målet.

Premier League-bundproppen virkede faktisk som et hold i opløsning, da Christian Eriksen lidt senere kørte på tværs af gæsternes straffesparkfelt og sendte et skud på stolpen.

Var bolden gået i mål, ville det være danskerens første scoring i næsten to måneder.

Dyre fejl i Tottenhams forsvar betød, at Leicester fik kæmpet sig på 2-2 efter scoringer fra Jamie Vardy og Wes Morgan. Opdækningen var som så ofte før en mangelvare i Tottenhams bageste rækker.

Et tvivlsomt straffespark bragte atter hjemmeholdet i front med 3-2, da Danny Rose fik prikket bolden fra Leicesters David Nugent, som ifølge dommeren ulovligt nedlagde Tottenham-spilleren.

Harry Kane blev sat til at sparke - og med sit første hattrick i Premier League er Kane nu også ligaens topscorer med 19 mål. Angriberen sparkede til venstre, mens Kasper Schmeichel sprang til den modsatte side.

I slutfasen var Christian Eriksen involveret i 4-2-målet, da danskeren fik prikket bolden ind på Schmeichel. Bolden fløj over på Jeffrey Schlupp, der var uheldig at score i eget net.

Spændingen var ikke ovre, da David Nugent i kampens sidste minut fik reduceret til 3-4 for Leicester.

En bet for Tottenham er det, at målmand Hugo Lloris allerede måtte lade sig udskifte efter et minut på grund af et sammenstød med Kyle Walker. Det er uvist, om den franske landsholdsmålmand er med i næste uges testkamp mod Danmark.

Tottenham indtager syvendepladsen i Premier League med 53 point - 11 point færre end Chelseas tophold.

/ritzau/