Helle Løvgreen Mølvig afløser Christian Friis Bach

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

Når De Radikales gruppeformand, Christian Friis Bach, forlader den radikale folketingsgruppe, bliver 50-årige Helle Løvgreen Mølvig nyt folketingsmedlem for partiet.

Den tidligere udviklingsminister har takket ja til en toppost som leder af FN's økonomiske kommission for Europa (UNECE). Christian Friis Bach venter at begynde i sit nye job i begyndelsen af august.

Helle Løvgreen Mølvig er i dag formand for Radikale Venstre i Frederikssund og 1. suppleant til Folketinget i Nordsjællands Storkreds.

Hun har studeret Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, er uddannet filmproducer fra Den Danske Filmskole og har i en årrække arbejdet på en række film- og tv-produktionsselskaber.

I 2012 blev Helle Løvgreen Mølvig uddannet lægemiddelkonsulent.

Helle Løvgreen Mølvig tiltræder som medlem af Radikale Venstres folketingsgruppe, når den nye politiske sæson starter med partiets sommergruppemøde den 11.-12. august.

Konstitueringen af gruppen med blandt andet fordeling af ordførerskaber bliver også vedtaget på sommergruppemødet.

/ritzau/