Hells Angels-rocker risikerer flere års fængsel

Skrevet af admin

03/06/2014

Dagens topnyheder

Når medlemmer af rockergrupper og bander begår kriminalitet, kan de sagtens samarbejde på tværs.

I hvert fald er en mand med forbindelse til Bandidos er netop blevet tiltalt i en østjysk narkosag sammen med et medlem af Black Cobra og et medlem af Hells Angels.

En fjerde mand i sagen har tidligere været med i Black Cobra, oplyser hans forsvarer.

Sagen har været efterforsket af politiets specialgruppe Task Force Vest, som tirsdag morgen er kommet med oplysningen om tiltalen.

Rockeren fra Hells Angels anklages for at have håndteret fem kilo amfetamin, mens et såkaldt prospect fra Bandidos skal have haft fingrene i fire kilo amfetamin.

Hvis de dømmes, risikerer de adskillige år i fængsel.

Men to mænd med forbindelse til Black Cobra er hårdest belastet, hvis man skal tro anklageskriftet, som er udfærdiget af Midt- og Vestjyllands Politi.

Den ene tiltales således for 71 kilo, mens den anden gøres ansvarlig for 34 kilo.

Imidlertid er den førstnævnte ikke længere med i Black Cobra, oplyser hans forsvarer, Mette Grith Stage.

Han meldte sig ud af gruppen et halvt år før anholdelsen - og desuden nægter han sig skyldig, lyder det fra advokaten.

I Task Force Vest har betjentene inden for de seneste måneder i flere tilfælde anholdt rockere fra blandt andet Hells Angels og har fundet store mængder narkotika.

Gruppens chef har en forklaring på succesen:

- Vi har målrettede og strategiske efterforskninger, og vi går efter de tunge spillere - dem, der har den afgørende indflydelse, siger politikommissær Brian Voss Olsen.

Tiltalen i den aktuelle sag baseres blandt andet på fundet af 30 kilo amfetamin, som lå gravet ned i Stouby i januar.

Samme sted blev også besøgt af politiet i november sidste år, og ved den lejlighed blev der beslaglagt fire kilo af samme stof.

To andre Hells Angels-rockere blev i april sigtet i en anden sag om amfetamin i flere jyske byer, og en 58-årig HA'er med tilknytning til klubhuset i Aarhus er varetægtsfængslet i en sag om cirka 12 kilo.

Task Force Vest er en specialgruppe, der efterforsker mod bandemedlemmer og rockere og organiseret kriminalitet vest for Storebælt.

/ritzau/