Helsingørmotorvejen er lukket mandag

Skrevet af admin

28/09/2014

Mest læste i dag

Helsingørmotorvejen vil fortsat være spærret mandag morgen.

Det oplyser Vejdirektoratet søndag aften på Twitter.

Årsagen er, at oprydningen efter en bros delvise kollaps lørdag aften ikke vil være færdig til myldretiden mandag morgen.

DSB har besluttet at indsætte ekstra vogne på visse tog mandag morgen for at kunne håndtere ekstra rejsende.

Motorvejen har været spærret i begge retninger mellem Nærum og Gl. Holte siden lørdag aften, da en del af broen ved Egebæksvej ved Nærum styrtede sammen.

Efter omfattende undersøgelser frigav politiet ulykkesstedet søndag eftermiddag, men arbejdet med at rydde op har altså vist sig at være så omfattende, at trafikanterne ikke kan slippes løs på strækningen mandag morgen.

Årsagen til brokollapset er ikke kendt.

Ulykken er sket i forbindelse med støbearbejde, som blev indledt lørdag morgen.

Arbejdet med broen er led i udvidelsen af motorvejen, som skal vokse fra fire til seks spor på en fire kilometer lang strækning.

Udvidelsen indebærer etablering af i alt fem broer, og bygningen af halvanden bro ud over den nu nedstyrtede mangler fortsat.

- Der vil ikke blive støbt yderligere på disse broer, før vi har en præcis analyse af, hvad der gik galt i dette forløb, siger Martin Østergaard-Nielsen, der er pressechef i Vejdirektoratet.

- Men det betyder ikke en forsinkelse af projektet, tilføjer han. Udvidelsen skal være klar i 2016.

Strækningen er en af de mest befærdede i Danmark. Godt 80.000 biler benytter sig af motorvejen i løbet af et døgn.

På ulykkesstedet har politiet i samarbejde med eksperter udført grundige undersøgelser, og også Arbejdstilsynet har været tilkaldt.

/ritzau/