Helveg er sikker på ambitiøse EU-klimamål

admin

|

13/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Jeg er optimistisk. Det er helt klart fremskridt.

Sådan siger klimaminister Rasmus Helveg Petersen efter at have mødtes med sine EU-kolleger til en snak om mål for klima og energi frem mod 2030 på europæisk plan.

Også sikkerhed for forsyningen af energi til EU-landene blev diskuteret - og ifølge Helveg var der bred enighed om, at de to ting hænger sammen. Ambitiøse klimamål skaber mindre afhængighed af russisk gas og omvendt.

- Danmark vil gerne have bindende mål ind i 2030-planen for energieffektivitet på EU-plan, og flere lande var i dag på en mere vidtgående linje end nogensinde før, siger ministeren optimistisk.

Til en åben debat blandt EU-ministrene var der enighed om den sag. Energieffektivitet, det at spare på den strøm man har, er nødvendigt for at få ambitiøse klimamål og for at slippe fri af Ruslands gaskrog, sagde flere.

Og selvom der endnu ikke er enighed blandt EU-landene om, hvordan klima- og energimålene skal se ud frem mod 2030, så tør Rasmus Helveg Petersen godt sige, at de bliver ambitiøse.

- Jeg er sikker på, at de bliver ambitiøse. Jeg er sikker på, at EU kommer til at spille godt ind i forhold til både Paris og New York.

Til september holder FN's generalsekretær Ban Ki-moon klimatopmøde i New York, og i efteråret 2015 afholdes den internationale klimakonference COP21 i Paris.

Det står efterhånden klart, at EU-landene ikke bliver enige om klima- og energimålene før til oktober.

Men EU's klimakommissær Connie Hedegaard tror, at man vil have en god pejling til september.

- Der er stadig en mulighed for Det Europæiske Råd (EU's stats- og regeringschefer) at indikere et ambitionsniveau før Ban Ki-moons møde. Jeg tror, at når vi kommer til september, vil vi have en ret klar idé om, hvor EU er på vej hen, sagde hun torsdag i Luxembourg.

/ritzau/