Her er de biler, der får flest skader

Emil Martesen

3 uger siden

|

15/09/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Her er de biler, som pådrager sig flest skader i trafikken.

Dagens topnyheder

I 2023 var der godt 380.000 skader på personbiler, og der blev repareret for i alt 4,9 mia. kroner. Og især ejere af Land Rovere har besøgt værkstedet hyppigt – og samtidig fået en pæn regning for det, viser de seneste opgørelser fra F&P:

"Land Rover har gennem et par år været fast på førstepladsen over antal skader pr 1000 biler, men er i 2023 skarpt forfulgt af BMW. Samtidig er det dyrt at reparere en Land Rover: I gennemsnit lyder regningen på godt 23.000 kroner", siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.

Den dyreste bil at reparere er dog ikke Land Rover, men Porsche, der med 28.000 kroner på den gennemsnitlige værkstedsregning topper 2023-listen fra F&P.

Til gengæld kører der ikke så mange Porscher og Land Rovere rundt på de danske veje. Men det gør der af Volkswagen:

"Volkswagen er det bilmærke mekanikerne oftest møder, hvilket selvfølgelig kan forklares af, at det også er det bilmærke, som flest danskere kører rundt i. Men mærket er slet ikke at finde på top ti over biler med flest skader pr 1000 biler", siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.

Salget af elbiler er eksploderet i løbet af 2023, og i november blev der for første gang solgt flere nye elbiler end benzin-, diesel- og plug-in hybridbiler tilsammen. Mange elbiler har ikke kørt på vejene i hele 2023, og det kan betyde, at analysen undervurderer, hvor ofte de får skader:

"En stor del af elbilerne har ikke været på vejene i hele 2023, så alene af den årsag er antallet af skader målt i forhold til bestanden ved udgangen af 2023 undervurderet sammenlignet med andre biler. Til gengæld er reparationerne på elbiler op til 30 pct. dyrere end sammenlignelige konventionelle biler", siger Pia Holm Steffensen.