Her er Hitler-maleriet, der netop er blevet solgt for næsten en million kroner

Skrevet af admin

22/11/2014

Mest læste i dag

En anonym køber er nu ejer af maleriet "Standesamt und Altes Rathaus München".

Værket er fra 1914, og det er Adolf Hitler, der senere blev Tysklands nazistiske diktator, som har malet billedet.

Maleriet måler 28 gange 22 centimeter, og det blev lørdag eftermiddag solgt på en auktion i Nürnberg.

LÆS OGSÅ: Hitler-kunst til salg på tysk auktion - forventes at indbringe en formue

Det gik for 130.000 euro, omkring 968.500 kroner, og det er noget mere, end det på forhånd var ventet af Kathrin Weidler fra Auktionshaus Weidler.

- Vi havde ventet meget, men ikke så højt et beløb, siger hun.

Den høje pris hænger formentlig sammen med, at der sammen med maleriet fulgte en original regning, der er håndskrevet, og som er fra 1916.

Weidler siger, at maleriet formentlig er havnet hos en køber i Mellemøsten. Hun siger videre, at der var 12 interesserede, der bød prisen op.

Maleriet blev sat til salg af to søstre, som er i 70'erne. De bor i Hessen.

Ifølge Weidler siger de to kvinder, at de vil donere 10 procent af indtægterne fra maleriet til en velgørenhedsorganisation, der hjælper handicappede børn.

De to kvinder har fortalt, at deres bedstefar i 1916 købte maleriet i et galleri i München.

Der sælges jævnligt malerier af Hitler, og der er personer, som samler på dem i såvel Tyskland som i andre dele af verden.

I Tyskland er det forbudt at handle med Hitler-malerier, hvis der er nazitegn på dem.

Hitler forsøgte som ung at skabe sig en karriere som kunstmaler. Ifølge Reuters lavede han i perioden 1905 til 1920 omkring 2000 værker.

I sin selvbiografi "Mein Kampf" skrev han, at hans håb om at blive kunstener blev kvast, fordi han gang på gang fik nej til at blive optaget på kunstakademiet i Wien.

I stedet kastede han sig efter Første Verdenskrig som bekendt over politik og opbyggede det nazistiske parti i Tyskland,

I 1933 blev han valgt til tysk leder og satte gang i en oprustning og en udryddelse og forfølgelse af politiske modstandere og blandt andet også jøder, sigøjnere, homoseksuelle.

I 1939 indledte han det, der siden blev kendt som Anden Verdenskrig, med at angribe Polen.

I 1945 begik han selvmord i Berlin. Tyskland var smadret og nedkæmpet af de allierede, med USA, Storbritannien og Sovjetunionen som de toneangivende.

Rundt om i Europa var mange millioner mennesker dræbt på slagmarker, ved bombardementer af byer og i Hitlers koncentrationslejre.

/ritzau/dpa