Storfavoritten Herning Blue Fox har fundet ny optimisme i DM-kvartfinaleserien mod Rungsted Ishockey.
I tredje forsøg lykkedes det midtjyderne at hive en sejr hjem på 2-1, så Rungsteds samlede føring i serien nu kun er på 2-1.
Som vinder af grundspillet havde de færreste troet, at Herning ville komme i problemer mod Rungsted, men holdet havde kniven på struben i tirsdagens hjemmekamp.
Victor Backman blev den store helt for Herning. Først bragte han sit hold på 1-0 godt midtvejs i anden periode. Inden den udløb, udlignede Carlo Finucci til 1-1, og stillingen holdt indtil fire minutter før tid på tredje periode, da Backman scorede på ny.
Frederikshavn fører sin kvartfinaleserie med 2-1 over Aalborg efter tirsdagens hjemmesejr på 3-1.
Mathias Bau Hansen og Adam Miller bragte nordjyderne foran i de første perioder, inden Sebastian Ehlers sørgede for ny spænding med reduceringen til 1-2 med fire minutter tilbage.
Da Aalborg satsede alt, kunne Adam Miller dog score igen til slutresultatet.
Kvartfinaleserien spilles over bedst af syv kampe med fortsættelse på fredag.
/ritzau/