Hesjedal vinder efter vild afslutning i Vueltaen

Skrevet af admin

06/09/2014

Dagens topnyheder

Ryder Hesjedal var hurtigst på 14. etape af cykelløbet Vuelta a España, en bjergetape der blev kørt lørdag over 200,8 kilometer fra Santander til La Camperona.

Canadieren overhalede knapt 200 meter før mål Tinkoff-Saxo-schweizeren Oliver Zaugg, som ellers havde rykket sig fri og var på vej mod etapesejren.

Et stort udbrud på 12 ryttere var tidligere på dagen røget af sted med kendte ryttere som netop Hesjedal (Garmin-Sharp) og spanieren Luis Leon Sanchez (Caja Rural) samt de to Tinkoff-Saxo-ryttere Oliver Zaugg og Sérgio Paulinho fra Portugal.

Modsat mange udbrud tidligere i Vueltaen holdt dette hjem, til trods for at etapen sluttede med en meget stejl stigning, som på forhånd var imødeset med spænding.

Udbruddet havde knapt seks minutters forspring, da det gik løs på den lidt over otte kilometer lange stigning, og det var altså nok for Hesjedal, der ikke kunne hentes af klassementsfavoritterne.

To kilometer fra mål kørte Oliver Zaugg ellers af sted til det, der lignede det afgørende ryk, men Hesjedal var altså for stærk på den stejle afslutning.

Favoritterne kæmpede deres egen kamp bagude, hvor blandt andre spanieren Alejandro Valverde (Movistar) forsøgte at komme fri af løbets førende rytter, landsmanden Alberto Contador (Tinkoff-Saxo).

I første omgang fik Valverde sat to af de andre topnavne, colombianeren Rigoberto Uran (Omega Pharma-Quick-Step) og briten Chris Froome (Sky) ud af spillet, men sidstnævnte lavede et fremragende comeback og distancerede både Contador og Valverde mod afslutningen.

Alberto Contador udbyggede føringen til 42 sekunder ned til Alejandro Valverde i den samlede stilling, mens Chris Froome rykkede en placering op, så han nu er nummer tre. Han er 1.13 minutter efter Contador.

Søndag venter endnu en bjergetape i Vueltaen.

/ritzau/