Heunicke efter bro-kritik: Borgere har krav på vished

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Overflødig, ødelæggende for naturen og tosset.

Kritikken fra SF og Enhedslisten af en tredje forbindelse over Limfjorden er usædvanlig skarp, efter at regeringen og de borgerlige partier onsdag lagde sig fast på, at en kommende bro skal gå over øen Egholm.

Transportminister Magnus Heunicke (S) understreger, at der endnu ikke er afsat penge til opførelsen af broen - politikerne har alene lagt sig fast på, hvor linjeføringen skal være.

Og det er ifølge transportministeren nødvendigt af hensyn til de nordjyske borgere, som er usikre på, om deres hus vil blive nabo til en stor indfaldsvej eller måske skal rives ned for at give plads til byggeriet.

- Jeg har personligt fået rigtigt mange henvendelser fra de berørte borgere. Og jeg synes ikke, det er rimeligt på nogen måde at lade den uvished fortsætte for beboere på de forskellige mulige linjeføringer, siger Magnus Heunicke og tilføjer:

- Der må man som transportpolitiker træffe et valg, og det har vi gjort. Det betyder, at dem som bor på den linjeføring, der ikke bliver til noget, bliver sat fri og kan sælge deres huse, som de vil.

- Dem som bor på den linjeføring, der er udvalgt, får til gengæld mulighed for at blive forlods eksproprieret, hvis de lever op til kriterierne. Det er det, man kan forlange af os transportpolitikere, siger Magnus Heunicke til Heunicke.

Både Enhedslisten og SF kritiserer dog broen for at være overflødig. SF's transportordfører Karsten Hønge mener ikke, at der er dokumentation for, at der er trafik nok til at begrunde en investering på op til syv milliarder kroner i en ny bro.

Spørgsmål: Uvisheden for borgerne om linjeføringen er vel skabt af politikere, der har talt om forskellige linjeføringer. Men kritikken går på, om der overhovedet er behov for en ny bro?

- Hvis man ser på, hvad det koster at anlægge forbindelsen i forhold til, hvad man får ud af det rent trafikalt, vil investeringen betale sig selv hjem for samfundet.

- Det vil være et projekt, som ifølge Produktivitetskommissionens anbefalinger ligger på grænsen mellem at være "sundt" og "særdeles sundt". Det vil betale sig selv hjem i forhold til at gøre op med trængsel. Det kan der ikke være to meninger om, siger Magnus Heunicke.

Mere end 2000 borgere har skrevet under på en protest mod linjeføringen, som de mener vil skade naturen. Heunicke mener dog, at projektet kan gennemføres på en måde, så naturen ikke bliver ødelagt:

- Målet er at bevare naturen på Egholm, men lave en forbindelse alligevel. Det er den opgave, der udestår ud over at finde de midler, der skal til, siger Magnus Heunicke.

Han mener, at dog der kan gå år før forbindelsen opføres, fordi politikerne med dagens aftale også har givet knap 40 millioner kroner til anlæg af et tredje sydgående spor ved Limfjordstunnelen og dermed udskudt behovet for en tredje forbindelse over Limfjorden.

/ritzau/