Heunicke gør klar til DSB-forhandling trods IC4-tvivl

Skrevet af admin

11/11/2014

Mest læste i dag

Transportminister Magnus Heunicke (S) er klar til at forhandle en ny DSB-kontrakt med Folketingets partier, selvom den eksterne undersøgelse af IC4-togets skæbne endnu ikke er færdig.

Onsdag er der således indkaldt til det første i en række af tekniske møder i Transportministeriet forud for de egentlige forhandlinger.

Det bekræfter to transportordførere over for Ritzau.

- Der er indbudt til en teknisk møderække, som kører frem til starten af december, og så begynder de egentlige forhandlinger, siger Enhedslistens Henning Hyllested.

Den nuværende kontrakt mellem DSB og staten udløber ved nytår, men ministeren har hidtil tøvet med at indkalde til forhandlinger på grund af usikkerheden om IC4 togets fremtid, som netop nu er underlagt en ekstern konsulentundersøgelse.

Det har udløst kritik fra især den borgerlige del af folketingssalen, og Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er derfor godt tilfreds med indkaldelsen.

- Det har vi ventet på i snart halvandet år, så det glæder vi os meget til, siger han til Ritzau.

Møderækken kommer, selvom den eksterne IC4-undersøgelse først ventes færdig omkring årsskiftet.

Magnus Heunicke har tidligere forklaret, at han fandt det muligt at indsamle tilstrækkeligt med informationer om IC4 til at starte forhandlingerne, før undersøgelsen er færdig.

Kristian Pihl Lorentzen tvivler dog på, at ministeren ved meget mere om togenes fremtid, end han gjorde for to måneder siden.

- Jeg tror, at det politiske pres har været så stort, at ministeren har indset, at vi har brug for at sætte os sammen om et bord og begynde at diskutere nogle løsninger. Og det kræver mange møder, siger ordføreren.

Han ser adskillige punkter i en kommende kontrakt, der kan forhandles, selvom IC4's fremtid er uvis.

- Vi skal have defineret kravene til servicen og passagerernes rettigheder i fremtidens togdrift, og hvilken rolle DSB skal have i den. Og så kan vi fint diskutere en robust materielplan til sidst, konstaterer Kristian Pihl Lorentzen.

Henning Hyllested er dog mere skeptisk.

- DSB har med undersøgelsen lagt op til den endelige eksamen for IC4, og jeg havde forventet, at man ville udskyde forhandlingerne, til den lå klar. Det har man ikke gjort, og derfor synes jeg, vi står i en mærkelig forhandlingssituation, konstaterer han.

/ritzau/