Heunicke: Ingen forhandlinger før IC4-afklaring

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

Transportminister Magnus Heunicke (S) vil ikke lade sig presse til at indlede forhandlinger om en ny trafikkontrakt med DSB, før IC4-togenes skæbne er kendt.

Det fastslår han torsdag i et samråd i Folketingets Transportudvalg.

- Det kommer ikke til at ske, mens jeg er transportminister, at vi indleder delaftaler om forskellige servicemål for den kollektive trafik uden at have svar på det helt centrale og fundamentale spørgsmål om materielsituationen og IC4, lyder det fra ministeren.

Samrådet er indkaldt af trafikordførerne fra blå blok, som efterlyser forhandlinger, da den eksisterende kontrakt udløber ved nytår.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har op til samrådet foreslået, at man kan indlede forhandlingerne med det udgangspunkt, at DSB ikke kan disponere over IC4 fremover.

Men situationen om IC4 og lillebroren IC2 er for usikker, erklærer Magnus Heunicke.

- Det (IC4's skæbne, red.) har direkte afløb til, hvad der så er af penge og muligheder, og i hvilken takt vi kan forbedre den jernbane, som trænger til forbedringer, påpeger han.

- Jeg har forståelse for, at man som oppositionspolitiker kan være utålmodig. Jeg kan forstå på et nyhedsmedie (Ritzau, red.), at Venstre vil forsøge at ryge mig ud af hulen, men det kommer ikke til at ske.

- Man kan tænde nok så meget op, men jeg lægger først et oplæg til forhandlinger frem, når det er så solidt, at vi er sikre på ikke at gentage fortidens fejl, fastslår transportministeren.

DSB har igangsat en ekstern undersøgelse af fremtiden for IC4 og IC2. Den ventes færdig inden udgangen af året.

Magnus Heunicke melder dog, at han vil indkalde til forhandlinger allerede i løbet af efteråret, men han forsikrer samtidig om, at togdriften ikke bryder sammen, hvis en ny kontrakt først falder på plads efter nytår.

- Hvis det af den ene eller anden grund skulle ske, at man ikke kan nå en ny aftale inden 1. januar, så er det muligt at forlænge den eksisterende kontrakt med et år, så grundlaget næste år blive det samme som i år, fastslår ministeren.

/ritzau/