Historien viser et marginalt dansk overtag mod Frankrig

Skrevet af admin

29/03/2015

Mest læste i dag

Selv om Frankrig regnes for en af verdens største fodboldnationer, så har Danmark alligevel et marginalt historisk overtag i de direkte dueller.

Når Morten Olsen og Didier Deschamps søndag aften sender deres spillere på banen i Saint-Etienne, så er det 14. gang, at de to nationer står over for hinanden.

Gennem tiden er det blevet til seks danske og seks franske sejre, mens et enkelt opgør er endt uafgjort. Den samlede målscore er 36-16 i dansk favør.

Den imponerende danske målscore skyldes primært to kampe ved OL i 1908, som blev vundet ret stort. Først blev det franske B-hold slået 9-0 i kvartfinalen, inden A-holdet blev nedlagt med 17-1 i semifinalen.

Det danske landshold, der dengang bestod af blandt andre Sophus "Krølben" Nielsen og Vilhelm Wolfhagen, formåede dog ikke at gå hele vejen ved den olympiske fodboldturnering i London.

I finalen tabte danskerne 0-2 til Storbritannien, mens Frankrig nægtede at spille bronzekampen på grund af den ydmygende afklapsning mod Danmark i semifinalen.

Først 65 år senere - i 1973 - mødtes de to lande for tredje gang, denne gang i venskabskamp i Paris, hvor det for første gang lykkedes franskmændene at få has på Danmark. 3-0 endte opgøret.

De to lande har sidenhen stået over for hinanden flere gange ved EM og VM. I 1984 tabte danskerne 0-1 til de franske EM-værter, der havde den nuværende Uefa-præsident, Michel Platini, som matchvinder. Frankrig gik senere hele vejen og vandt EM-titlen.

Otte senere var det Danmarks tur til at vinde en gruppekamp over Frankrig på vej mod en EM-titel. I Malmø scorede Henrik Larsen og Lars Elstrup de danske mål i en 2-1-sejr, der sendte Danmark i semifinalen.

Ved både VM i 1998 og EM i 2000 måtte danskerne se sig slået af Frankrig, der dengang havde et frygtindgydende hold med Zinedine Zidane som den store stjerne og Didier Deschamps bag sig. Holdet vandt da også både VM- og EM-titlen de to år.

Ved VM i 2002 i Japan og Sydkorea lykkedes det alligevel Danmark at drille de franske storfavoritter i en 2-0-sejr, hvor Dennis Rommedahl og Jon Dahl Tomasson med en scoring hver sørgede for dansk jubel.

På den danske trænerbænk sad Morten Olsen, der har holdt ved lige siden.

Den 11. oktober kommer Frankrig på besøg i København, så uanset hvordan det går søndag aften, så er der mulighed for revanche allerede til efteråret.

/ritzau/