Historisk voldsom snestorm truer New York

Skrevet af admin

26/01/2015

Mest læste i dag

Flyafgange i tusindtal er aflyst, og i New York venter millioner af amerikanere mandag på en snestorm af historisk kaliber.

Byens borgmester, Bill de Blasio, advarer, at det kan blive en af de værste snestorme i byens historie.

Sneen begyndte at fyge tidligt mandag, og meteorologer venter, at den vil tage til i løbet af dagen.

Senere mandag ventes en egentlig storm, der rammer flere stater på østkysten, og man regner med, at den vil lægge New Yorks gader øde.

Beboerne i millionbyen bliver opfordret til at opholde sig inden døre, når vinterstormen Juno tager fart og kaster op imod en meter sne fra sig.

Flere end 5100 indenrigs- og udenrigsflyvninger er mandag aflyst i USA ifølge flightaware.com.

- Vi står formentlig over for en af de kraftigste storme i byens historie, siger New Yorks borgmester, som appellerer til, at ingen tager for let på uvejret.

- Min besked til alle newyorkere er, at de skal forberede sig på noget, der bliver værre, end vi før har set.

I Connecticut har guvernør Dan Malloy indført forbud mod at køre ud i hele delstaten fra klokken 21 mandag aften.

Det kraftigste snefald ventes i delstaten New England, og meteorologer venter vindstød på over 112 kilometer i timen nogle steder.

/ritzau/AFP