Hitler-lignende kat sparket og efterladt i skraldespand

Skrevet af Ronja Ryde

22/05/2014

Dagens topnyheder

Katten Baz er ved et tilfælde blevet født med en sort plet under snuden. Pletten ligner til forveksling et overskæg midt i de hvide aftegninger i hankattens hoved. Og hvad der gør Baz endnu mere speciel er, at overskægget ligner - ja, Adolf Hitlers firkantede tandbørsteskæg over overlæben.

Derfor har det lille, uskyldige kræ fået kælenavnet “Kitler” af de lokale i sin hjemby i Tredwood, Gloucestershire, i det sydvestlige England.

Men for nylig gik det sjove i den grad af det, da han en dag kom hjem og manglede det ene øje.

Syv-årige Baz’ ejer, Kirsty Sparrow, tror selv, at det er nogle lokale teenage-bøller, der har været onde ved hendes elskede kat på grund af dens lighed med den afdøde tyske diktator.

- Han kan ikke gøre for, at han ligner Hitler, og han er den sødeste og mest frygtsomme kat, med en herlig personlighed, siger Kirsty Sparrow.

- Jeg væmmes ved at opleve, hvad disse forfærdelige mennesker kan finde på at gøre mod dyr. Det har været en traumatisk oplevelse for både mig og Baz, fortsætter hun.

Man mener, at den sort/hvide kat er blevet sparket, for derefter at blive overladt til sig selv og døden i en skraldespand.

Da han alligevel kom hjem, bragte hun ham straks til dyrlægen.

- Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så ham. Hans øje var helt hævet. Dyrlægen troede ikke, han ville overleve, siger Kirsty Sparrow, der også fik at vide af dyrlægen, at det ikke kunne være en bil, der havde ramt Baz. For der var ikke andre skader på kroppen, og derfor holdt dyrlægen på, at han var blevet sparket.

Den syv-årige hankat måtte igennem en hasteoperation for at overleve overfaldet.

Britisk politi efterforsker nu sagen.