Hizb-ut-Tahrir: Muslimer skal ikke tage afstand fra angreb i København

Skrevet af Ninna Andreasen

16/02/2015

Mest læste i dag

Sympatierklæringer og fordømmelser strømmer ind fra hele verden i forbindelse med weekendens terrorangreb i København, som kostede to livet og sårede fem betjente.

Men den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir vil ikke deltage i fordømmelsen og opfordrer muslimer til at sætte tingene i “den rette kontekst”.

“Set i lyset af alt dette, er det vitalt, at vi som muslimer ikke tager afstand, men tværtimod sætter tingene i den rette kontekst. Det er de danske politikere og medier, der burde tage afstand fra den politik, som har skabt omstændigheder, der fører til had, trusler, voldelige overfald og i yderste konsekvens drab, uanset hvem ofrene måtte være. Vi, som muslimsk fællesskab, må under ingen omstændigheder bukke under for presset og acceptere præmissen om, at Islam er på anklagebænken,” skriver foreningen på sin hjemmeside

Det er nemlig ifølge organisationen de vestlige værdier, der er årsagerne til problemet.

Læs også: Politiet frigiver terroristens identitet: Han er også den tidligere knivstikker fra S-tog 

“… og politikerne er udmærket klar over, at deres værdier er under pres. Ikke grundet en voldelig aktion i Indre By, da kugler ikke kan rokke det mindste ved værdier og overbevisninger. Nej, de vestlige værdiers selvmodsigelser og manglende evne til at skabe harmoniske samfund er efterhånden blevet tydelig for mange mennesker, ligesom det er blevet tydeligt, at de vestlige værdier og systemer har forårsaget menneskeheden enorme lidelser og katastrofer – heri ligger deres største krise. Tanker udfordres med tanker, så vi muslimer skal fortsætte med at bære de islamiske tanker og udfordre Vestens falske værdier og umenneskelige politik.”

Politikere bærer ansvar for angreb
Hizb-ut-Tahrirs konklusion er, at det er danske politikere og meningsdannere, der har fejlet.

“Danske politikere og meningsdannere har i øvrigt ingen moralsk autoritet til at udpege hverken muslimer eller islam som voldelig, når man tænker på, hvor meget blod de har på hænderne. Når nogle politikere udtaler, at det er irrelevant at diskutere årsagerne til denne type hændelser, så er det højst sandsynligt, fordi netop den diskussion vil afsløre, at de selv bærer en stor del af ansvaret.”