Hizbollah beskylder Saudi-Arabien for ambassadeangreb

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Den libanesiske Hizbollah-bevægelses leder, Hassan Nasrallah, hævder, at Saudi-Arabien stod bag angrebet mod den iranske ambassade i Beirut for et par uger siden.

25 personer blev dræbt i angrebet, som Saudi-Arabien dagen efter fordømte som en "fej" terrorhandling.

Abdullah Azzam-brigaderne, der er forbundet med al-Qaeda, har taget skylden for selvmordsaktionen.

- Gruppens leder er saudiarabisk, og jeg er overbevist om, at den er knyttet til de saudiarabiske efterretningstjenester, der styrer grupper som denne flere steder i verden, siger Nasrallah til den libanesiske tv-station OTV.

Hizbollah og bevægelsens allierede i regionen, Iran, bakker op om Syriens præsident, Bashar al-Assad, mens Saudi-Arabien støtter de oprørere, som forsøger at fjerne Assad fra magten.

Ifølge Hizbollah-lederen var angrebet mod den iranske ambassade Saudi-Arabiens hævn for Irans opbakning til Assad. Angrebet i Beirut skete samtidig med, at militæret i Syrien gennemførte en stor offensiv mod oprørerne.

Saudi-Arabien "lader Iran betale prisen for konsekvenserne af dets fejlslagne planer i regionen", siger Nasrallah.

Han beskylder også Saudi-Arabien for i årevis at have afvist ethvert forsøg fra Iran på forbedre forholdet mellem de to lande.

- Problemet er, at Saudi-Arabien altid har betragtet Iran som en fjende, siger han.

- Saudi-Arabien søger at sikre sig lederskabet af den arabiske og muslimske verden og afviser enhver ven. Det ønsker, at alle regeringer i den arabiske og muslimske følger dets ordrer, siger lederen af Hizbollah.

/ritzau/AFP