Hjort Frederiksen: Ingen alarmklokker ringede

Skrevet af admin

16/12/2013

Mest læste i dag

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser at have siddet advarsler overhørig i forbindelse med sagen om de udskældte og fejlbehæftede offentlige ejendomsvurderinger.

Hans melding kommer, efter at både Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker en undersøgelse af Finansministeriet og ministerens rolle, da ministeriet i sin tid hele fem gange afviste Skatteministeriets ønske om at lave en nyt og bedre vurderingssystem.

- Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke har siddet nogen alarmklokker overhørig, siger tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i en mail til Ritzau.

Kritikken af Hjort Frederiksen går i mandagens Berlingske på, at sagen var oppe at vende i VK-regeringens magtfulde økonomiudvalg med Hjort Frederiksen i spidsen, men at der derfra ikke skete mere.

I søndagens Politiken blev ministeriet anklaget for at have syltet sagen, fordi der var en risiko for, at et nyt system ville betyde færre skattekroner i statskassen.

I Berlingske kalder Nadeem Farooq, skatteordfører for De Radikale, Hjort Frederiksens ageren for et "enormt svigt af retssikkerheden".

Det har ikke været muligt at stille uddybende spørgsmål til sagen til Hjort Frederiksen, men den tidligere minister skriver videre i sin mail til Ritzau:

- Hele diskussionen om retssikkerhed var slet ikke et tema. Havde nogen fortalt mig, at der var retssikkerhedsmæssige problemer med ejendomsvurderingerne, så ville jeg naturligvis have reageret med det samme. Det siger sig selv.

- Nu er Rigsrevisionen jo i gang med en undersøgelse, og mener den, at der er behov for at undersøge Finansministeriets rolle, så er Rigsrevisionen meget velkommen.

- Derudover har jeg noteret mig, at Finansministeriets departementschef har udtalt sig, og jeg har ikke yderligere kommentarer, skriver han.

/ritzau/