Hobro udbygger føring med sejr over Horsens

Skrevet af admin

01/05/2014

Mest læste i dag

Hobro har her i foråret haft svært ved at spille lige så overbevisende som i efteråret, hvor det lykkes at opbygge et stort forspring i toppen af den næstbedste fodboldrække, NordicBet Ligaen.

Men med 2-0-sejren i torsdagens topkamp mod AC Horsens på hjemmebane ser det lysere ud.

Sejren betyder, at man igen har fire points forspring ned til nummer to, Silkeborg og otte point ned til Lyngby på tredjepladsen.

Samtidig har man lagt yderligere afstand til superliganedrykkerne fra Horsens på fjerdepladsen.

Hjemmeholdet var bedst i aftenkampen på DS Arena, og derfor var det helt fortjent, at Jeppe Grønning kort før pausen bragte Hobro foran, da han satte hovedet på et frispark.

Kampens andet mål opstod også som følge af en dødbold. Et hjørnespark blev headet på tværs af Mads Justesen, og helt inde under mål satte Anders Egholm det afgørende hovedstød ind.

Horsens' muligheder for at komme tilbage i kampen blev forringet af, at den tidligere FCM-spiller Jude Nworuh blev udvist et kvarter før tid på grund af en vildfaren albue.

Lørdag mødes Brønshøj og Silkeborg i en anden topkamp, inden det 9. maj gælder opgøret mellem nummer ét og to, Hobro og Silkeborg.

/ritzau/