Højesteret fordobler straf for bombetrusler mod Lalandia

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Straffen for bombetrusler bør generelt forhøjes, fastslår Højesteret fredag og fordobler samtidig straffen i en sag om bombetrusler mod Lalandia.

En ung mand idømmes seks måneders fængsel, hvoraf fire måneder gøres betinget.

Tidligere mente Østre Landsret, at tre måneder var den rigtige sanktion.

Med afgørelsen følger dommerne kravet fra anklagemyndigheden, som havde ønsket sig en væsentlig skærpelse af straffen - særligt i de tilfælde, hvor mange mennesker generes, og hvor myndighederne må bruge store ressourcer.

I sagen fra Lolland truede den dengang 18-årige mand tre gange med en bombesprængning.

Politiet brugte 500 arbejdstimer på sagen, og Lalandia mistede næsten en halv million kroner.

To dage i træk blev gæster på feriecentret evakueret i henholdsvis otte og seks timer.

Den unge mand var ansat i feriecentret. Han ønskede at opnå anerkendelse af sine chefer, har han forklaret. Han ville vise, at han kunne håndtere en krisesituation.

Tre dage i rap i august sidste år afleverede han sedler med den alvorlige trussel.

I hvert fald efter den første trussel måtte han indse "de meget betydelige konsekvenser, som hans handlinger medførte," skriver de fem dommere i begrundelsen for at fordoble straffen.

Fordi han kun var 18 år og har gode personlige forhold, slipper han for at afsone fire af de seks måneder. Men derudover skal han også udføre samfundstjeneste i 100 timer.

Der er ingen tvivl om, at dommen vil få virkning for andre sager.

Trusler om sprængning af bomber udløser frygt i befolkningen, noterer de fem dommere - og det skyldes, at der de senere år har været flere reelle bombesprængninger rundt om i Europa.

Samtidig kan truslerne skabe betydelige forstyrrelser for enkeltpersoner, virksomheder og institutioner, ligesom myndighederne får ekstra arbejde.

På den baggrund er der grundlag for en skærpelse. Indtil nu er der normalt givet 20-30 dages fængsel, noterer dommerne.

/ritzau/