Holdkammerater jubler: Valgren er den rette mester

Skrevet af admin

29/06/2014

Dagens topnyheder

- Michael Valgren er feltets stærkeste rytter. Han skal ikke arbejde mere.

Den besked fik Tinkoff-Saxos sportsdirektør Lars Michaelsen over samtaleanlægget, da DM-løbet ved Faaborg var 130 kilometer gammelt, og der stadig manglede 65 kilometer.

Stemmen i den anden ende var Nicki Sørensens. Den 39-årige veteran og firedobbelte danske mester havde set sin kun 22-årige holdkammerat køre de fleste i sænk på vejene omkring Faaborg og mente, at han skulle spare på sine kræfter.

Det fik kan lov til, og efter løbet var ordene de samme fra Nicki Sørensen, som fuldt anerkendte sin unge holdkammerat.

- Han lavede et kæmpe arbejde for holdet, og så kunne han alligevel køre alene hjem. Det var fuldt fortjent, og han var virkelig feltets stærkeste, siger Nicki Sørensen.

Også den detroniserede danske mester Michael Mørkøv var begejstret. Mørkøv blev selv nummer tre i løbet.

- Det er virkelig imponerende, hvad han laver. Han arbejdede så meget, og alligevel havde han benene til at køre alene til sidst.

- Jeg er ikke skuffet, men meget glad på hans og holdets vegne, siger Michael Mørkøv, der også glædede sig over, at Tinkoff-Saxo styrede løbet.

- Det har vi nærmest ikke gjort så godt i nyere tid. Vi ville gøre løbet hårdt fra start, og det lykkedes. Nu får han et løft. Det giver noget ekstra at køre i DM-trøjen, fortæller han.

Michael Mørkøv kan trøste sig med, at han efter alt at dømme er med i den Tour de France-trup, som Bjarne Riis og Tinkoff-Saxo-holdet melder ud mandag.

/ritzau/