Holger K.: Danmark bør holde sig ude af euroen

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

Euroen er en fejlkonstruktion, et usikkert projekt, som Danmark bør holde sig helt ude af. Det mener udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF).

Den meget markante udmelding kommer udenrigsministeren med i Berlingske lørdag.

- Vi ligger fint placeret uden for euroen, og jeg mener derfor, at man bør holde sig uden for den.

- Det er stadig et for usikkert projekt, og der mangler stadigvæk en central økonomisk politik, og så længe man ikke har det, kan man ikke få en fælles mønt til at fungere på en ordentlig måde, siger Holger K. Nielsen til Berlingske lørdag.

Ved folkeafstemningen om euroen i 2000 anbefalede Holger K. Nielsen som formand for partiet SF vælgerne at stemme nej til at skifte kronerne ud med euro, og den nuværende udenrigsminister har ikke skiftet standpunkt.

Dermed er han uenig med ministerkollegerne i S-SF-R-regeringen, hvor både Socialdemokraterne og De Radikale er tilhængere af, at Danmark kommer fuldt og helt med i eurosamarbejdet.

Danmark er med i de to første faser af Det Økonomiske Monetære samarbejde, ØMU.

Men ikke den sidste fase, der handler om euroen som møntenhed og den fælles centralbank, ECB. Der står dog heller intet i regeringsgrundlaget om, at S-SF-R regeringen vil afskaffe forbeholdet overfor euroen.

I 2000 var det SR-regeringen med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister, der gennemførte folkeafstemningen om euroen. Det blev som bekendt et knebent nej.

De økonomiske vismænd, der udgør formandskabet i Det Økonomiske Råd, kom nogle måneder før euroafstemningen med sin vurdering af, at skifte kronerne ud med euroen: De økonomiske gevinster var små og usikre. Det var et politisk projekt.

Det har siden vist sig, at Danmark og dansk økonomi har klaret sig udmærket med de danske kroner som valuta, og i den lange periode med eurokrisen var Danmark sikker havn for investorerne.

/ritzau/