Man kan kun fremhæve en positiv ting efter det indledende møde ved den internationale fredskonference om Syrien, mener den danske udenrigsminister, Holger K. Nielsen (SF), som selv talte på konferencen i Montreux onsdag.
- Det er gået, som jeg havde forventet, nemlig at der ikke kom noget resultat ud af det, men der er heller ikke sket det, at det hele er brudt sammen - det var skrækscenariet, siger Holger K. Nielsen.
Blandt andet måtte deltagerne lægge ører til meget polariserede synspunkter fra de to lejre.
På den ene side insisterer styret i Damaskus på, at oprørerne er terrorister, og præsident Bashar al-Assad vil ikke træde tilbage og overlade det hele til en overgangsregering, hvilket store dele af det internationale samfund lægger op til.
På den anden side står den syriske opposition, repræsenteret på konferencen af Ahmad al-Jarba fra Syriens Nationale Koalition, og de står sammen med blandt andre USA fast på, at Assad skal træde tilbage.
- Syriens regime holdt en tale, der bestemt ikke var særlig positivt, men de kvitterede begge til slut for debatten, og de er indstillet på at mødes igen til videre forhandling, siger den danske udenrigsminister.
Den torturrapport, der chokerede hele verden tirsdag med tusindvis af billeder fra syriske fængsler, hvor styrets fanger angiveligt er blevet mishandlet, fik ikke meget plads på konferencen.
- Der var enkelte, der nævnte billederne, men det spillede ingen rolle. Man forsøger at finde en politisk løsning, siger Holger K. Nielsen.
Selvom udenrigsministeren ikke forventer konkrete løsninger i de kommende dage, er hans optimisme den samme efter mødet, som før det hele gik i gang efter en tumultarisk optakt.
- Jeg synes, vores håb er mere realistiske i den forstand, at parterne mødes igen, og dermed eksisterer trods alt et håb. Men det vil tage lang tid.
Den danske regering fastholder støtten til den syriske oppositionssamling Syriens Nationale Koalition.
- Det er klart, at det ikke er hele opposition. For oppositionen er mange ting, både politisk, men også militært. Men jeg mener, at Syriens Nationale Koalition har en legitimitet, og derfor er det vigtigt, at de var her i dag. Vi støtter dem, siger Holger K. Nielsen.
/ritzau/