Hollænder dukker England trods føringsmål af Vardy

Skrevet af admin

30/03/2016

Mest læste i dag

De engelske medier flød over med roser til fodboldlandsholdet efter 3-2-sejren over Tyskland i sidste uge, men tirsdag kom den fodboldgale nation atter ned på jorden.

Hjemme på Wembley Stadium kom holdet ellers foran på en scoring af Leicester-sensationen Jamie Vardy. Men Holland endte med at vinde 2-1.

Den engelske landstræner Roy Hodgson havde valgt at skifte ud på mange positioner i forhold til startopstillingen mod Tyskland, men englænderne sad stadig på kampen fra start.

Man skulle dog hen til fem minutter før pausen, førend hjemmepublikum fik et føringsmål.

Et flot opspil endte i feltets højre side hos backen Kyle Walker, som fandt en helt fri Jamie Vardy foran mål, hvorfra han problemfrit kunne sætte indersiden på og gøre det til 1-0.

Bedst som det så ud til, at England skulle ride videre på succesbølgen fra kampen mod Tyskland, fik Holland straffespark begået af Tottenham-backen Danny Rose fem minutter efter pausen.

Vincent Janssen bankede bolden op i hjørnet fra 11-meter-pletten, og så stod det 1-1.

Det engelske spil flød ikke helt som i starten af kampen, og Roy Hodgson satte gang i udskiftningsmøllen.

13 minutter før tid var målscorer Janssen så i oplæggerens rolle, da han satte indskiftede Luciano Narsingh op til sejrsmålet.

Tirsdagens øvrige kampe bød på flere favoritsejre. Portugal sejrede hjemme mod Belgien med 2-1, mens Frankrig holdt målfest med en 4-2-sejr over Rusland.

Sverige spillede 1-1 med Tjekkiet, og Norge tog en sejr på 2-0 over Finland.

/ritzau/