Holland anholder syrere, der var menneskesmuglere i EU

Skrevet af admin

18/09/2015

Mest læste i dag

De hollandske myndigheder har anholdt to syriske statsborgere, som er sigtet for at stå bag et meget omfattende netværk, der har organiseret indsmuglingen af hundredvis af migranter og flygtninge til Europa, oplyser statsanklagemyndigheden i Haag.

De to mænd er anholdt i den sydlige by Eindhoven efter mere end et års efterforskning af sager, hvor flygtninge er blevet bragt til Europa med både fra Tyrkiet.

De personer, som benyttede sig af menneskesmuglerne, betalte som regel over 7000 euro (omkring 52.000 kroner) for den risikable sejlads over Middelhavet, hvor de ankom til Grækenland eller Italien.

For yderligere 700 euro (omkring 5200 kroner) kunne de blive kørt til nordeuropæiske lande i biler eller minibusser - blandt andet til Holland, Tyskland, Danmark og Sverige, hedder det i pressemeddelelsen fra den hollandske statsanklagemyndighed.

Under flygtningekrisen i de seneste måneder er priserne blevet mere end fordoblet til 1500 euro (over 11.000 kroner) for hver person, hedder det videre.

Den hovedmistænkte, som er 35 år, boede hos en fætter i Eindhoven. Han havde en kontaktliste med tusindvis af personer og organiserede transporterne ved et skaffe biler og chauffører.

Han var også med til at sørge for "sikre huse" i byer som Milano, Athen, Wien og Budapest, hvor folk kunne bo, mens de ventede på at blive transporteret længere mod nord på det europæiske kontinent.

Flygtningene skulle altid betale det meste af beløbet til menneskesmuglerne, inden de kom af sted. Pengene blev sendt til en hemmelig pengemand i Holland. Resten blev betalt under transporten i Europa.

En 26-årig nevø til den hovedmistænkte stod for blandt andet rekruttering af flygtninge i Østrig og Ungarn.

Begge mænd blev anholdt fredag, hvor politiet beslaglagde en del computere og mobiltelefoner samt identitetspapirer.

Den hovedmistænkte var også i hyppig kontakt med en tredje mand på 27 år, der blev anholdt i Budapest tidligere på måneden.

/ritzau/AFP