Hollandsk leder: Tog med omkomne er i sikkert område

Skrevet af admin

22/07/2014

Mest læste i dag

Et tog med omkring 280 af de 298 omkomne efter torsdagens malaysiske flystyrt er tirsdag formiddag efter 17 timers togrejse fra det østlige Ukraine ankommet til byen Kharkiv, der er under Kijev-regeringens kontrol.

Det siger øjenvidner, kort tid efter at Hollands premierminister, Mark Rutte, meddelte, at toget havde forladt Donetsk-området, hvor separatisterne står stærkt, og var nået frem til et "sikkert område".

Dermed har de fleste af ofrene overstået den mest vanskelige etape af den lange rejse hjem til deres sørgende pårørende.

I Kharkiv er toget nu blevet fragtet til et tidligere fabriksområde. Her venter internationale eksperter såsom retsmedicinere, der skal identificere dem og prøve at finde ud af, hvordan de kom af dage.

De første af ofrene vil onsdag blive fløjet til Eindhoven, hvorfra de fragtes til en kaserne for at blive identificeret, siger Mark Rutte på en pressekonference.

Langt de fleste af ofrene var hollændere, og Ukraine har bedt Holland stå i spidsen for efterforskningen.

Toget med de nedkølede vogne forlod mandag aften stationen i den østukrainske by Tores, hvor det har været bevogtet af prorussiske separatister nær nedstyrtningsstedet.

Efter fire dages eftersøgning fandt redningsfolk mandag enten lig eller ligdele fra alle 298 personer fra det forulykkede MH17-fly.

Ifølge de ukrainske myndigheder blev 282 hele lig og 87 kropsdele fra de resterende 16 ofre samlet ind over et 50 kvadratkilometer stort område.

Passagerflyet fra Malaysia Airlines var torsdag på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia, da det efter alt at dømme blev ramt af et missil og styrtede til jorden.

Både USA og Ukraine mener at kunne bevise, at de prorussiske separatister står bag forbrydelsen. Men separatisterne nægter at stå bag og peger i stedet på den ukrainske hær.

Mandag aften stemte Rusland for en resolution i FN's Sikkerhedsråd, efter at ordlyden i resolutionen blev ændret til en fordømmelse af "nedbringelsen" i stedet for "nedskydningen" af det malaysiske fly.

De sorte bokse fra passagerflyet blev ved midnatstid natten til tirsdag overdraget af separatistlederne i den selvudråbte Folkerepublikken Donetsk til embedsfolk fra Malaysia.

/ritzau/Reuters