Hollandsk politi anholder 30 Greenpeace-aktivister

Skrevet af admin

01/05/2014

Dagens topnyheder

Hollandsk politi har anholdt omkring 30 Greenpeace-aktivister, der ifølge miljøorganisationen deltager i en protest mod den russiske olietanker, som transporterer den første olie produceret i Det Arktiske Ocean til Europa.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

80 aktivister deltager i aktionen og er om bord på Greenpeace-skibet Rainbow Warrior, som inden anholdelserne blev bordet af hollandsk politi ud for havnebyen Rotterdam.

Ud over de 30 anholdelser er skibets kaptajn samt skibet tilbageholdt.

Aktivisterne vil forhindre den russiske olietanker i at lægge til kaj, og som en del af aktionen har de malet teksten "No Arctic Oil" på siden af tankeren.

Om bord på Rainbow Warrior er skibets danske tredjestyrmand, Anne Mie Roer Jensen, der i september 2013 blev fængslet og tilbageholdt i Rusland i 100 dage efter en protest mod den arktiske olieboreplatform Prirazlomnaya.

Danskeren er dog hverken anholdt eller tilbageholdt, fastslår arktisansvarlig i Greenpeace Danmark, Jon Burgwald.

- Hun er om bord på Rainbow Warrior, men hun er ikke anholdt, og hun er ikke tilbageholdt. Skibet er på vej mod havnen nu, og hun kan i princippet forlade det, når hun vil, siger Jon Burgwald til Ritzau.

/ritzau/