Hollandsk premierminister truer Putin: Sidste chance

Skrevet af admin

19/07/2014

Mest læste i dag

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har nu en allersidste chance til at vise, at han seriøst ønsker at hjælpe de redningsarbejdere, der forsøger at samle ligene fra det forulykkede fly fra Malaysia Airlines i det østlige Ukraine.

Det siger den hollandske premierminister, Mark Rutte, efter meldinger om, at prorussiske separatister forhindrer observatører i at udføre deres arbejde. Oprørerne lader desuden lig ligge i den bagende sol og ødelægger beviser fra ulykken, lyder beskyldningerne.

- Han har en allersidste chance til at vise, at han ønsker at hjælpe, siger Rutte umiddelbart efter at have talt i telefon med den russiske leder.

Mark Rutte, der mistede 192 landsmænd i ulykken, tilføjer, at lederne fra Tyskland, Storbritannien og Australien deler hans synspunkt.

- Jeg er chokeret over billederne af en opførsel blottet for respekt på dette tragiske sted, siger premierministeren.

I Storbritannien mener premierminister David Cameron ligesom sin hollandske kollega, at Putin må lægge yderligere pres på de prorussiske separatister, der er blevet beskyldt for at stå bag nedskydningen af passagerflyet.

Ifølge en talsmand for premierministeren mener Cameron, at "EU må genoverveje sin indstilling til Rusland set i lyset af de fremlagte beviser for, at prorussiske separatister skød flyet ned".

Også den tyske kansler, Angela Merkel, lægger lørdag yderligere pres på Putin og har i en telefonsamtale opfordret ham til samarbejde.

Merkels udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, taler om at give Putin en sidste chance.

- Moskva har måske en allersidste chance til at vise, at man virkelig er interesseret i en løsning, siger han til den tyske avis Bild am Sonntag.

/ritzau/Reuters