Hollywood-stjerners venskab overrasker

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Umiddelbart er det svært at se, hvad en 82-årig klassisk britisk skuespiller og en hårdtpumpet 48-årig amerikansk Blockbuster-bøf har tilfælles, men Michael Caine og Vin Diesel har fundet melodien sammen.

De to Hollywood-stjerner har nemlig været venner i over et årti, og de to deler traumer fra deres respektive barske barndomme.

- Vi har været venner de sidste 12-13 år. Guderne må vide, hvor vi i sin tid mødtes henne - det var i hvert fald i USA et eller andet sted, fortæller Caine til mediet Bang Showbiz i forbindelse med filmpremieren på "The Last Witch Hunter", hvor han og Diesel spiller sammen for første gang nogensinde.

- Jeg tror, vi blev venner, fordi vi er meget ens. Vi kommer begge fra arbejderklassen og en meget fattig baggrund - og så er han i øvrigt også bare en fantastisk fyr, siger britiske Caine om sin amerikanske ven.

De to skuespillere har været så gode venner, at de i mange år har snakket om at arbejde sammen, men Caine afslog alligevel at spille en rolle i de oktan-pumpende franchise-succeser "The Fast and the Furious".

- Jeg er ikke en særlig god bilist, og så laver jeg ikke stunts - jeg havde jo ikke lyst til at brække min nakke, joker den dobbelte Oscar-vinder.

- Vi har altid ledt efter et projekt, vi kunne lave sammen, så da Vin fandt "The Last Witch Hunter", slog jeg til, siger Caine om filmen, som får dansk biografpremiere den 3. december.

- Jeg har ikke tænkt mig at gå på pension endnu. Jeg plejer at pensionere mig selv efter hver film, men så bliver jeg tilbudt noget nyt, siger den ridderslåede skuespiller.

Ud over venskabet er Michael Caine og Vin Diesel også kendt for at optræde under deres kunstnernavne. Det umage par bærer i virkeligheden henholdsvis de borgerlige navne Maurice Joseph Micklewhite og Mark Sinclair.

"The Last Witch Hunter" er en overnaturlig actionfilm, hvor heksejægeren Kaulder skal redde menneskeheden fra en dødbringende skare af hekse.

Se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=Ky4sXEz520Y

/ritzau/FOKUS