Hollywood-stjerners yndlings-hybridbil går konkurs

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Justin Bieber, Leonardo DiCaprio og Ashton Kutcher har ejet en.

Men nu går firmaet bag luksus-hybridbilen Fisker Karma konkurs. Fisker Automotive, der blev stiftet af danske Henrik Fisker og hans kollega fra BMW, Bernhard Koehler, har nu indgivet konkursbegæring.

Samtidig oplyser selskabet, der er baseret i Californien, at det har indgået en købsaftale med Hybrid Tech Holdings, LLC.

- Efter at have vurderet og forfulgt andre alternativer, mener vi, at salget til Hybrid er det bedste alternativ for at maksimere Fisker Automotives værdi til gavn for alle interesserede, siger Marc Beilinson, der er omstruktureringschef for Fisker.

Især 2012 og 2013 var katastrofeår for hybridbil-firmaet, der er mest kendt for luksus-hybriden Fisker Karma.

Firmaet opnåede ikke den forventede succes med sin hybride Karma sportsvogn, der blev beskrevet som "et dristigt udtryk for kompromisløs, ansvarlig luksus".

Siden firmaet blev stiftet i 2007 har flere Fisker Karma-biler oplevet at bryde i brand, og da orkanen Sandy ramte USA blev 300 Fisker Karma-biler ødelagt, hvilket kostede virksomheden dyrt.

Konkursen kan blive et ophedet emne, fordi virksomheden har fået store lån af den amerikanske stat.

USA's energiministerium har således inddraget 53 millioner dollar af en gæld på 193 millioner dollar, hvilket efterlader en ubetalt regning på 139 millioner dollar (760 millioner kroner).

/ritzau/AFP