Hosni Mubarak får tre års fængsel for korruption

Skrevet af admin

21/05/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak idømmes tre års fængsel for korruption.

Samtidig bliver Mubaraks to sønner, Alaa og Gamal, hver idømt fire års fængsel for at tilrane sig mere end 100 millioner egyptiske pund, 75 millioner kroner, som var øremærket til vedligeholdelse af paladser tilhørende præsidenten.

Ud over fængselsdommen skal Hosni Mubarak og hans to sønner betale pengene tilbage, og de får desuden en bøde på 16,2 millioner kroner.

Mubarak sad i en kørestol i et bur i retten, da han modtog dommen. Han var iklædt et gråt jakkesæt. Hans sønner stod i hvide fængselsdragter ved hans side.

Retssagen er en ud af to mod Egyptens forhenværende leder. I den anden står den 86-årige ekspræsident anklaget for at undlade at forhindre drabet på flere end 800 fredelige demonstranter under oprøret, der tvang ham fra magten i starten af 2011.

Hosni Mubarak er syg, og han er flere gange blevet trillet ind til retsmøder på en båre. Han har været i husarrest på et hospital i den egyptiske hovedstad, Kairo, siden august, da han blev løsladt fra fængslet.

Den tidligere mangeårige præsident Hosni Mubarak blev væltet i begyndelsen af 2011 efter flere ugers folkelige protester og demonstrationer.

Hosni Mubarak sad på præsidentposten i Egypten i 30 år fra 1981 til 2011.

Han blev afløst af Mohamed Mursi med tilknytning til Det Muslimske Broderskab, men han blev ligeledes fjernet efter blodige uroligheder i Egypten.

Egypten afvikler præsidentvalg i næste uge den 26. og 27. maj, og den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi, der satte Mursi fra magten i sommeren 2013, er favorit.

/ritzau/AFP