Hosteanfald udløste ulykke på Als: Kvinde er i kritisk tilstand

Skrevet af admin

07/02/2015
Foto: Google Street View

Mest læste i dag

En kvinde på 52 år meldes lørdag fortsat i kritisk tilstand efter en trafikulykke fredag eftermiddag på Als.

Manden, der sad ved rattet i en bil, fik et så voldsomt hosteanfald, at han mistede kontrollen.

På Nordborgvej ved Guderup røg bilen gennem et autoværn og ud over en to meter høj skrænt.

Her ramte bilen et hus og landede derefter med taget nedad, har Syd- og Sønderjyllands Politi tidligere oplyst.

I bilen befandt sig en familie bestående af fem voksne og et barn på to år.

I første omgang var tre af de voksne i kritisk tilstand, men situationen har ændret sig til det bedre lørdag.

Nu er kun kvinden, der er 52 år, i kritisk tilstand, lyder det fra politiet. Kvinden behandles på Odense Universitetshospital.

/ritzau/