Hotel med mange udlændinge er under angreb i Kabul

Skrevet af admin

20/03/2014

Dagens topnyheder

Fire bevæbnede mænd, der torsdag aften angreb diplomat-hotellet Serena i Kabul, er dræbt, oplyser de afghanske myndigheder. En dansker er sluppet uskadt fra angrebet.

Taliban siger, at det står bag angrebet.

Ifølge talsmanden for det afghanske indenrigsministerium har soldater nu kontrol over hotellet, efter de fire angribere er dræbt.

Han siger, han ikke har oplysninger om dræbte eller sårede blandt hotellets gæster og ansatte.

Der opholder sig mange FN-ansatte og udlændinge på hotellet.

En dansker, der er gæst på hotel Serena i Kabul, er uskadt efter angrebet. Det oplyser Danmarks ambassadør i Kabul, Henrik Bramsen Hahn.

- Vi ved ikke meget om angrebet endnu, men jeg kan oplyse, at der boede en dansker på hotellet, og at vedkommende er uskadt, siger Henrik Bramsen Hahn til Ritzau.

Ambassadøren vil ikke oplyse nærmere detaljer om den danske gæst.

Hotellet ligger ikke langt fra den danske ambassade, oplyser ambassadøren.

En talsmand for Taliban siger, at oprørsbevægelsen stod bag angrebet.

- Selvmordsbombere er gået ind i Hotel Serena, heftige kampe er i gang, fjenderne har lidt svære tab, skrev han i en tekstmeddelelse.

En kvindelig gæst oplyste tidligere, at der blev skudt inde i hotellets restaurant.

Det norske forsvar oplyste til NRK, at norske specialstyrker var sat ind for at bekæmpe de formodede talibanoprørere inde på hotellet.

Hotel Serena anses for byens mest sikre hotel. Der bor mange FN-ansatte og udlændinge, som er kommet til den afghanske hovedstad for at overvåge næste måneds præsidentvalg.

Hotellet var i 2008 mål for en selvmordsbomber. Seks mennesker mistede livet.

Tidligere på dagen blev en politistation angrebet af talibanoprørere i den østlige by Jalalabad. 10 betjente blev dræbt.

/ritzau/Reuters