Hundejagt gav pote, da to teenagere overfaldt mand i sit hjem i Kalundborg i nat

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

Mens to røvere rodede rundt i en lejlighed i Kalundborg, så beboeren sit snit til at ringe til politiet.

Det forklarer, hvorfor betjente ved midnat natten til søndag hurtigt kunne anholde de to mistænkte.

Begge skal forinden have slået og sparket offeret, en mand på 34 år, da de forlangte at få hans telefon og pung.

Da politiet kom frem, smuttede den ene fra lejligheden, men en af politiets hunde snusede sig frem til ham i en nærliggende have. Den anden forsøgte at skjule sig i opgangen på Blegdammen i Kalundborg, oplyser politiet.

Efter overfaldet er den 34-årige mand blevet undersøgt på et sygehus.

De to anholdte er henholdsvis 16 og 18 år og er søndag blevet fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde.

- Den ene siger, at han ikke kan huske noget. Og den anden siger, at han var ikke var med til røveriet, oplyser anklager Maria Jepsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Trods de unges nægtelse, mener dommeren, at der er en begrundet mistanke om, at de har begået hjemmerøveri.

Dommeren har derfor varetægtsfængslet begge i fire uger. Den yngste er dog placeret i en institution for unge kriminelle.

Hvis der senere rejses en straffesag om et såkaldt egentligt hjemmerøveri, risikerer de en langt hårdere straf, end hvis de "kun" kan dømmes for overfaldet.

Som udgangspunkt straffes et hjemmerøveri, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden, med fængsel i fem år.

/ritzau/