Hundredevis af kvinder må skifte hospital midt under fødslen

admin

|

21/02/2015

Dagens topnyheder

Et stigende antal fødende kvinder i Region Hovedstaden bliver flyttet fra et hospital til et andet midt under fødslen på grund af personale- og pladsmangel.

Det kan have store konsekvenser, understreger eksperter ifølge Dagbladet Information.

- Det kan skabe ængstelse hos den kvinde, der bliver bedt om at køre til en anden fødeafdeling. At øge ængstelsen kan sende stresshormon ud i kroppen, og det er gift for gode veer, siger Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, til Information.

Også jordemoder på Rigshospitalet Lene Skou Jensen mener, at det er alvorligt.

- Ingen kvinde ønsker at skulle køre til en anden fødeafdeling, efter at fødslen er gået i gang. Det er med til at hæmme den naturlige proces, det er at føde et barn.

Den nybagte mor Heidi Christensen fortæller til Information, at hun efter at have fået en vestimulerende pille på Hvidovre Hospital i december blev bedt om at køre i egen bil til Hillerød, fordi der ikke var sengeplads i Hvidovre.

Konsekvensen af den ekstra køretur på motorvejen blev, at Heidi Christensen ankom til Hillerød Hospital med sit næsten fødte barns hoved mellem benene.

Region Hovedstaden har ikke nogen samlet opgørelse over omvisiteringer af fødende kvinder for 2014, men tal fra Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital viser, at 183 fødende kvinder sidste år blev flyttet på grund af plads- eller personalemangel.

I 2013 var det samlede tal blandt alle regionernes hospitaler ifølge Region Hovedstaden 120.

/ritzau/