Hundredvis af børn efterladt på vej til USA

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Hundredvis af børn er fundet efterladt i Mexico. Angiveligt er de blevet dumpet af menneskesmuglere, som skulle hjælpe dem til USA.

Bare i løbet af én uge i marts blev der fundet flere end 370 børn, oplyser de mexicanske immigrationsmyndigheder (INM).

Børnene var fra Mellemamerika, og i mange tilfælde er menneskesmuglerne blevet betalt op til 30.000 kroner for at hjælpe dem ind i USA.

De fleste var blevet efterladt på farlige transitpunkter af dem, de troede, ville hjælpe dem.

- Børnene viste tegn på ekstrem udmattelse, havde skader på fødderne, var dehydrerede og vidste ikke, hvor de var, meddeler INM.

Ni mistænkte menneskesmuglere er anholdt, men strømmen af flygtninge, som gerne vil nordpå i håbet om et bedre liv, er taget voldsomt til i de seneste måneder. Særligt er antallet af børn steget, oplyser INM.

Det anslås, at omkring 140.000 mennesker, langt de fleste af disse fra Mellemamerika, forsøger sig med at komme gennem Mexico til USA hvert år.

Blandt dem er både forældreløse børn og familier, der har betalt store pengebeløb til menneskesmuglere, der er kendt som "coyotes", som betyder prærieulve.

Flygtninge bliver på deres rejser ofte ofre for kriminelle bander, der udsætter dem for afpresning, røveri, voldtægt, bortførelse eller i værste fald slår dem ihjel.

/ritzau/AFP