Hus nedbrændt i Videbæk: Beboeren frygtes indebrændt

Skrevet af admin

01/01/2016

Dagens topnyheder

Mandskab fra Beredskabsstyrelsen fandt fredag eftermiddag liget af en person i et hus i Vium uden for Videbæk, som nytårsnat udbrændte fuldstændig.

Der menes at være tale om husets 54-årige kvindelige beboer, oplyser vagtchef Anders Olesen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Der blev slået alarm om branden få minutter over midnat, og da brandvæsnet kom til brandstedet i Vium, var huset fuldstændig overtændt.

- Kun murene er tilbage, og brandtomten er dækket af en halv meter aske, siger Anders Olesen.

Blandt andet fordi der holdt en bil i husets garage, frygtede politiet allerede tidligt, at husets beboer kunne være hjemme og måske ikke var nået at komme ud, inden ilden bredte sig.

Derfor blev brandtomten fredag undersøgt af mandskabet fra Beredskabsstyrelsen for at klarlægge, om nogen var indebrændt. Det var under arbejdet med at rydde tomten for aske, at liget blev fundet.

- Der er fundet en forbrændt torso, som formentlig er husets 54-årige kvindelige beboer, siger Anders Olesen.

Kriminalteknikere er fredag eftermiddag på vej til Videbæk for at lave en gerningsstedsundersøgelse, der skal fastslå, om der ligger noget kriminelt bag branden.

Liget vil blive obduceret for at fastslå identiteten og dødsårsagen.

Desuden vil brandteknikere gennemgå huset for at finde brandårsagen.

Inden Beredskabsstyrelsen kunne gå i gang, måtte mandskabet afstive mure og gavle i det udbrændte hus, da der var risiko for, at de ellers kunne styrte sammen.

Hjemmeværnet har sørget for, at området omkring huset var afspærret.

/ritzau/