Husejere: Millionbevilling til Skat er ren galimatias

Skrevet af admin

16/08/2014

Dagens topnyheder

Det er spild af samfundets penge, at regeringen foreslår at tilføre Skat 425 millioner kroner til at sikre hurtigere sagsbehandling af klagesager fra boligejere.

I stedet skal pengene udbetales direkte til de boligejere, der mener at have penge til gode. Derfra kan Skat så tage stikprøver.

Sådan lyder meldingen fra Allan Malskær, der er formand for Parcelhusejernes Landsforening, til regeringens forslag om at afsætte 425 millioner kroner til at rydde op i skatteklagesager om fradrag for grundforbedringer.

- Jeg synes, det er galimatias at bruge så mange penge. Et retfærdighedssystem med millimeterberegninger koster millioner, og det er kæmpe spild af samfundets penge, siger han til Ritzau.

- Der er nogen, som kommer til at dø, før de får deres fradrag. Derudover løber der renter på, siger Allan Malskær.

Han peger derudover på, at de penge, som regeringen foreslår at tilføre Skat, ikke er en engangspost.

- Det er ikke kun den udgift på 425 millioner kroner, der kommer også efterfølgende penge, som skal udbetales i erstatning. Så det her er kun starten, siger han.

Foreningen foreslår i stedet, at selve sagsbehandlingen af de mange sager bliver droppet, og at boligejerne skal have udbetalt det, de mener at have til gode i fradrag.

- Du har så skattekontrolloven, som man kan bruge til at tage stikprøver. Det er meget mere fornuftigt i stedet for at ansætte nye medarbejdere, som Skat om nogle få år ikke har brug og skal betale pension og aftrædelsesgodtgørelse til, siger Allan Malskær.

- Til gengæld er parcelhusejerne selvfølgelig underlagt ansvar og bødestraf, hvis de snyder. Det er præcis ligesom andre fradrag på selvangivelsen, siger han.

Han vurderer, at foreningens løsning kan spare samfundet for op mod en milliard kroner.

/ritzau/