Huskøb i syv hovedstadskommuner kræver millionærløn

Skrevet af admin

17/05/2014

Dagens topnyheder

Det kan være en dyr fornøjelse at bosætte sig i syv kommuner i Region Hovedstaden.

Der skal nemlig tjenes minimum én million kroner om året, hvis der skal købes hus i enten Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Rudersdal Kommune, Københavns Kommune, Hørsholm Kommune eller Dragør Kommune.

Det viser en ny undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden EDC, der er baseret på gennemsnitsprisen for en villa med et boligareal på 140 kvadratmeter.

- Hvis man vil have sådan et hus i en af de kommuner, så regner vi med, at man skal have 100.000 kroner til udbetalingen alene. Så er der også nogle, som har en større formue med sig fra et tidligere hussalg, forklarer Jan Nordmann, kommunikationschef hos EDC.

Men det er ikke kun millionærer, der køber huse i "millionærkommunerne".

- Et mindre hus eller en lejlighed kan jo fås billigere i de pågældende kommuner. Så et hus på 100 kvadratmeter er mere tilgængeligt - også for dem, som tjener mindre, siger Jan Nordmann.

Ifølge Jan Nordmann kan det ses på boligmarkedet, at de syv hovedstadskommuner ligger helt i top prismæssigt.

- Der, hvor salget går bedst, er i de dyreste kommuner. Det er selvfølgelig et simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Boligsalget i Region Hovedstaden går generelt bedst, og det ligner snart det gamle niveau, forklarer han.

Ifølge Danmarks Statistik tjener en gennemsnitsfamilie i en ejerbolig omkring 600.000 kroner om året. Det kan man få en 140 kvadratmeter stor villa for i 61 af landets 98 kommuner.

- Det er generelt et sundt tegn for boligmarkedet, når boligejernes gennemsnitsindkomst giver adgang til at købe en fornuftig bolig i flertallet af landets kommuner, siger Jan Nordmann.

De billigste huse finder man i Lemvig Kommune, Lolland Kommune og Tønder Kommune, hvor man skal tjene mellem 200.000 og 300.000 kroner om året for at købe en villa på 140 kvadratmeter.

/ritzau/