Hussalget rykker nu over hele landet

Skrevet af Elo Christoffersen

30/04/2014

Dagens topnyheder

Fremgangen er således ikke længere hovedsagligt koncentreret omkring hovedstadsområdet og Aarhus.

Det viser en opgørelse af salget af huse i første kvartal hos Nybolig, der er en af landets største ejendomsmæglerkæder.

I nogle områder er der tale om ret bemærkelsesværdige stigninger.  Vestjylland topper listen med en stigning på 23 pct. i forhold til samme periode sidste år, fulgt af Fyn med en stigning på 14 pct.

Selv i Vest- og Sydsjælland, der er et af de områder, hvor boligmarkedet har været tynget af tilbageholdenhed blandt køberne, er der en stigning på 10 pct. I Sydjylland er stigningen på 9 pct., i Østjylland på 8 pct. og i Nordjylland på 4 pct.

Den væsentligste årsag til, at der nu bliver handlet flere boliger over hele landet er, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på et hus på landsplan gennem de seneste knap tre år har været meget stabil på et niveau omkring 12.800 kr.

- Når der bliver handlet flere boliger, skyldes det, at der har været et opsparet behov for at flytte til enten noget større eller mindre, fordi mange købere i årene efter finanskrisen simpelt hen har udskudt flytteplanerne. De har været usikre på, hvordan priserne ville udvikle sig, og det har næret en frygt for, at priserne skulle falde yderligere, og de dermed ville komme til at betale for meget for huset. Men den frygt er tilsyneladende ved at være elimineret af den stabile prisudvikling, fortæller Nyboligs pressechef, Kim Pauli.