Hver anden til fredagsbøn i kvindemoske var ikke-muslim

Skrevet af Redaktionen

26/08/2016

Dagens topnyheder

Fredag eftermiddag slog Mariam Moskeen dørene op for nordens første fredagsbøn, der blev afholdt af en kvindelig imam kun for kvinder.

Der var ifølge Sherin Khankan, imam og stifter af Mariam Moske, fuldt hus, da hun begyndte sin åbningstale til fredagens bøn i Danmarks første kvindemoske i København.

Men ifølge den kvindelige imam var det overraskende, at godt halvdelen af de 60 kvinder, der var mødt op, ikke var muslimer.

- Det er første gang, jeg har oplevet at muslimer og ikke-muslimer bad side om side. Det var en meget speciel oplevelse, siger Sherin Khankan, der er religionssociolog og imam i Mariam Moske.

Men der er stadig et stykke vej igen, før moskeen bliver anerkendt som et trossamfund. For at opfylde kravene, skal man som minimum skal have 150 medlemmer. Efter fredagens bøn har 30 kvinder meldt sig ind i moskeen, oplyser Sherin Khankan.

- Vi kommer til at lave en kampagne på de sociale medier i den kommende tid. Både for at sikre os flere medlemmer, men også for at oplyse om vores nye akademi, lyder det fra Sherin Khankan.

Til september vil moskeen starte et nyt islamisk akademi, hvor de vil uddanne kvindelige imamer.

- Efter den store interesse ved dagens bøn, er jeg endnu mere sikker på, at der er behov for vores akademi, siger Sherin Khankan.

Akademiet består af 17 kurser, hvor kvinder blandt andet vil blive uddannet i islamisk feminisme, arabisk og islamisk sjælesorg.

Ud over at være en kvinde, skal personer, der ønsker at studere i moskeen have en kandidatgrad, der egner sig til de kurser, der bliver tilbudt, oplyser Sherin Khankan.

/ritzau/