Hver tredje på landet døjer med dårlig mobilforbindelse

admin

|

10/03/2015

Dagens topnyheder

Samtaler bliver afbrudt pludseligt, mens det andre gange er svært at høre ordene fra personen i den anden ende.

En ud af tre borgere i landdistrikterne oplever problemer med mobildækningen i deres område mindst en gang om ugen, viser en måling, som YouGov har foretaget for KL's nyhedsbrev Momentum.

Samtidig melder 29 procent af de adspurgte om, at de i løbet af den seneste måned har oplevet ikke at kunne gennemføre en vigtig telefonsamtale på grund af for svag eller manglende mobildækning på deres bopæl.

Yderligere er 33 procent ikke trygge ved, at de kan foretage et nødvendigt opkald til eksempelvis vagtlægen.

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, vil have politisk handling hurtigst muligt, og han peger på mobilforbindelserne som en vigtig faktor, når folk skal beslutte sig for, hvor de vil bo.

Derfor er det helt utilfredsstillende, at hver tredje kæmper med mobilsignalet på landet.

- Det er bare ikke godt nok. Selskaberne siger én ting om deres dækning, men folks oplevelse er desværre en helt anden, siger han til Momentum og uddyber:

- Det kan godt være, at der de fleste steder er ét selskab, som har en udmærket dækning, men man kan jo ikke forlange af folk, at de skal have tre-fire forskellige abonnementer for at kunne tale i telefon. Og det er et stort livsindgreb i disse tider, at man ikke kan være sikker på en ordentlig forbindelse. Det kan medvirke til, at folk flytter væk.

Et bredt flertal på Christiansborg har for nylig indgået en vækstaftale, der skal styrke mobil- og bredbåndsdækningen i Danmark, men den er ikke helt nok ifølge KL's formand, Martin Damm.

- I den nye aftale forpligtes teleselskaberne ikke til at indgå samarbejder. De opfordres kun til at indgå aftaler på frivillig basis. Men det er ikke ambitiøst nok. Nogle af de huller, der ses i dækningen i landdistrikterne, vil kunne lukkes med fri roaming. Derfor ønsker KL, at Folketinget hurtigst muligt sikrer fri roaming i områder med problematisk dækning, siger han til Momentum.

2527 danskere på mellem 18 og 74 år, som har en mobiltelefon, har deltaget i undersøgelsen.

/ritzau/