Hvert tredje husholdningsapparat har forkert energimærke

Skrevet af admin

13/04/2015

Mest læste i dag

Danske forbrugere kan spare mange penge på elregningen, når de udskifter hårde hvidevarer i hjemmet. Moderne køleskabe, vaskemaskiner og køkkenapparater har typisk en langt bedre energimærkning end de apparater, de erstatter.

Energimærket skal derfor hjælpe forbrugerne med at investere i de mest energieffektive produkter, men en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og Det Økologiske Råd viser, at mærkningen i 35 procent af tilfældene er forkert eller mangelfuld.

Det skriver Jyllands-Posten.

Undersøgelsen omfatter uanmeldte besøg i 29 butikker, hvor 1774 produkter blev tjekket. Af dem var 1154 korrekt mærket, men mere end hver tredje af produkterne var mærket mangelfuldt i forhold til EU's regler.

- Det er ikke godt nok, at hvert tredje produkt mangler mærkning eller er fejlagtigt mærket. Branchen er nødt til at finde en løsning nu, siger projektchef Claus Jørgensen fra Forbrugerrådet Tænk til Jyllands-Posten.

En undersøgelse fra sidste år viser omtrent samme resultat, og dermed er der fortsat et stykke vej op til det erklærede mål på 90 procent, som Energistyrelsen, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet Tænk og flere andre organisationer har sat i fællesskab.

Den typiske fejl er, at der slet ikke er noget mærke på produktet. Derudover bruger mange butikker den gamle skala fra A til G, men den er for flere år siden erstattet af en skala, der går til karakteren A+++.

Hos Foreningen af Producenter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater, Feha, mener direktør Henrik Egede, at ansvaret ligger hos butikkerne.

- Vi er kede af alle fejl og mener, at det er uacceptabelt. De må simpelthen stramme op ude i butikkerne, siger han.

EU-Kommissionen arbejder på at lave et nyt system, der vil gøre op med skalaer med bogstaver og plusser.

/ritzau/