Im kommer hjem 3. januar: Har fået visum

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Syvårige Im Nielsen og hendes mor, Suthida Nielsen, vender tilbage til Danmark 3. januar. Dermed kan Im komme i skole i Aabybro efter juleferien, skriver tv2nord.dk.

Tina Kragelund fra Støttegruppe for Im og hendes mor skrev ved 08.30-tiden fredag morgen på Facebook.

- I får lige en kort og total breaking news, direkte fra ambassaden i Thailand, alt er nu i orden, hjemrejse 3 Jan. Jubiiiiiiiiiii, skriver Tina Kragelund ifølge tv2nord.dk.

Partierne bag ændringen af udlændingeloven, der betyder, at personer ikke skal udvises, hvis den herboende ægtefælle dør, er tidligere blevet enige om at hastebehandle loven, så den kan træde i kraft 1. februar.

- Jeg er glad for, at der er opbakning til mit forslag om, at loven hastebehandles, så den kan træde i kraft 1. februar, skrev justitsminister Morten Bødskov (S) i en kommentar til Ritzau.

Der var ellers lagt op til, at loven først kunne træde i kraft 1. maj, hvis lovforslaget skulle gennem en normal høring og lovbehandling.

Alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti blev i midten af november enige om at ændre udlændingeloven, så Im og hendes mor kan komme retur til Danmark.

Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg, glædede sig over, at der nu er enighed om at hastebehandle lovforslaget.

- Vi skal have rettet op på det hul, der har været i loven siden 1980. Der er et meget bredt flertal i Folketinget omkring det her, og så kan vi ligeså godt få det gennemført så hurtigt som overhovedet muligt, så Im og hendes mor kan komme hjem, sagde hun.

Den 10. november blev Im og hendes mor sendt ud af landet. Im taler kun dansk og har tilbragt det meste at sit liv i Aabybro i Nordjylland med sin thailandske mor og hendes danske mand, der døde af kræft i 2012.

/ritzau/