IMF venter lavere vækst i verdensøkonomien

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

Den Internationale Valutafond, IMF, advarer om, at den globale vækst kun vil være på 3,4 procent i år og ser risici i vækstøkonomierne i Den Tredje Verden.

Valutafonden, der offentliggjorde prognoserne for 2016 i London tirsdag, nedjusterer forventningerne til den globale vækst til 3,4 procent fra 3,6 procent i oktobers prognose.

- Udsigterne til økonomisk vækst ser ud til at være faldende i det store og hele. For både 2016 og 2017 nedjusterer vi forventningerne med 0,2 procentpoint, siger IMF's cheføkonom, Maurice Obstfeld.

For 2017 lyder forventningerne til væksten på 3,6 procent.

Accelerationen i den globale aktivitet projekteres til at blive mere gradvis end i den seneste version af World Economic Outlook - særligt i vækstlande og udviklingsøkonomier.

Prognosen for væksten i de udviklede økonomier sænkes til 2,1 pct. i både 2016 og 2017 fra 2,2 pct. begge år. I de udviklede økonomier ventes en beskeden og ujævn økonomisk genopretning at fortsætte med en gradvis udjævning af forskelle i produktion, skriver IMF.

IMF venter nu, at det amerikanske vækstmomentum vil holde ved, snarere end at tage yderligere til.

Forventningerne til eurozonens økonomiske vækst ses nu lande på 1,7 pct. i både 2016 og 2017 mod tidligere 1,8 pct. i 2016 og 1,7 pct. i 2017.

IMF har ligeledes skåret i vækstudsigterne for udviklingsmarkederne, der nu ventes at vokse 4,3 pct. i 2016 og 4,7 pct. i 2017 mod tidligere henholdsvis 4,5 pct. i 2016 og 4,9 pct. i 2017.

Prognosen for Kinas økonomiske vækst er uændret på 6,3 pct. i 2016 og 6,0 pct. i 2017. Kinas aftagende vækst, der sker i takt med en ændring af landets økonomiske balance, ses som en af tre vigtige udviklinger i de globale vækstudsigter.

Det vil være den laveste vækst i Kina i over 25 år.

/ritzau/Reuters