Indbrudstyv gemte 20 kilo stjålet sølvtøj i Randers

Skrevet af Ann Katrine Warren

17/01/2013

Dagens topnyheder

Da en indbrudstyv onsdag blev taget på fersk gerning i Randers, viste det sig hurtigt, at politiet havde fået fat i en særdeles aktiv en af slagsen.

Vidner opdagede den 25-årig mand på Spergelvangen i Randers, hvor han var i færd med at begå indbrud. En patrulje blev tilkaldt, og selv om tyven forsøgte at flygte på cykel, blev han hurtigt anholdt.

- Vi fandt frem til hans tilholdssted, og her fandt vi en lang række tyvekoster blandt andet 20 kilo sølvtøj, siger politikommissær i Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, til Dagens.dk.

Politiet blev derfor klar over, at den unge mand havde en del indbrud på samvittigheden, og helt konkret bliver han knyttet sammen med 14 indbrud i perioden fra 1. december til i går.

- Det er blandt andet tyvekosterne, men også fremgangsmåden med koben og brækkejern, som afslører han, forklarer Mogens Brøndum.

Den 25-årige mand fra Randers blev i dag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.